Ikke helt pip: Overskudsvarme fra fjerkræsslagteri skal ud til fjernvarmekunder

Krebs A/S er valgt til at skulle levere varmepumperne, når overskudsvarmen fra fjerkræsslagteriet Danpo og Give Fjernvarme skal dirigeres ud til fjernvarmekunderne.

Danpos fabrik i Farre nær Give producerer ikke mindre end 1.000 tons kyllingeprodukter om ugen, og samtlige produkter bliver frosset ned i det øjeblik, de er forarbejdet. Dette skaber en masse energi, og det er lige her, at der findes en uudnyttet ressource.

De kraftige køleprocesser i forbindelse med nedfrysningen afgiver store mængder af varme, og den overskudsvarme vil Danpo og Give Fjernvarme dirigere ud til fjernvarmekunderne. Dét er sektorkobling i praksis.

Og her kommer Krebs A/S ind i billedet. For vi er valgt til at skulle levere de varmpumper, som skal bruges til at føre overskudsvarmen videre til Give Fjernvarmes kunder – en opgave, som vi er ret stolte over at skulle varetage.

Skal levere op til 50 % af den nødvendige varmeproduktion

Den tekniske løsning består i to varmepumper på tilsammen 5 MW eldrevne varmepumper, der forsynes med overskudsvarme og via varmeveksleren sender vandet ud i fjernvarmesystemet i den rette temperatur.

Hele projektet forventes at stå klar i 2024.

Fra slutningen af 2024 forventes disse anlæg at levere op til 50% af den nødvendige varmeproduktion i Give og Farre.

Krebs A/S takker for tilliden og glæder os til at komme i gang med opgaven.